Kære alle,
Ligger lige nu på vores meget fornemme hotel værelse med udkig til Mumbais bugt. Ja i hørte rigtigt.. Vi er lige nu i Mumbai.
Efter nogle MEGET nervepirende dage sidst på sidste uge hvor vi INTET havde hørt fra ambassaden om mit visa og derfor ikke vidste om jeg kunne komme med til Indien, kunne vi fredag aften kl 18.30 ånde lettet op, da stod jeg med mit pas og et fint visa i hånden. Det kræver måske lidt forhistorie at forklare det nervepirende ved det. Sagen er at vi skulle have rejst fredag d. 28 om aftenen, så ville vi have haft weekenden til at kigge os omkring inden Per i dag tirsdag skulle starte arbejde. Men hele sidste uge hørte vi ikke noget om mit visa og vi turde derfor ikke at booke billetterne endeligt. Vi blev ved med at ringe til ambassaden som nogen gange gad at svare og andre gange bare lagde på.
Per havde endeligt torsdag sidst på eftermiddagen fået fat på den indiske vise consul som lovede at mit pas ville være klar om fredagen. Så torsdag blev billetterne bestilt!
Med afgang lørdag eftermiddag istedet for fredag da vi ikke ture løbe chancen at visaet ikke var klar. Og thank God for that! Fredag eftermiddag stod jeg troligt klar på visa kontoret og kunne der få beskeden om at de ikke havde mit visa og at de ikke vidste hvornår og om det overhovedet kom.......! Det eneste vi kunne gøre var at vente og vente og vente og vente......
Og hele tiden blev de ved med at sige at kl 17.50 kom den sidste sending pas fra ambassaden og at mit måske var i mellem.
Kl 18.00 stod vi 6 mennesker som alle skulle afsted i løbet af weekenden og havde ikke fået vores visa og jeg må ærligt tilstå at min underlæbe begyndte at bævre da de fortalte at den sidste sending var kommet og der kun var 3 pas med. Og de 3 pas var selvfølgelig ikke mit! Per og jeg kiggede bare på hinanden og så scenariet - Stå fredag aften kl 18.30 på visakontoret - Har ikke fået sit visa - Skal flyve til Mumbai næste dag - Alle er gået hjem så hverken flyveplan eller noget kan laves om - Og hvis jeg ikke kan komme med til Mumbai skal jeg se frem til 7 dage alene hjemme.
FUCKING FUCK!
Jeg fik suget den bævrende undermund op og tog mig sammen til - dog stadig med en blanding af hysterisk og bævrende stemme - at sige til manden i skranken: "Excuse me sir! You have to understand that I am extremely stressed out, because I will be flying out to Mumbai tomorrow and I still do not have my visa - WHAT TO DO?" Frit oversat: NU ER DU FUCKING NØD TIL AT FINDE UD AF HVAD JEG GØR SÅ JEG KAN KOMME MED TIL MUMBAI I MORGEN!
Manden ser på mig og siger: "Please hold on for a minute madam, I´ll go see if there is any more visas in the box."
Manden kommer tilbage 5 min efter - som virkede om et år - med mit visa i hånden!
Så hey - en fredag aften som startede i kaos kan altså godt ende godt ;-)
Nå hvor om alting er og for at gøre en lang historie kort, vi ankom til Mumbai søndag eftermiddag Mumbai tid.
4.30 time efter DKtid og 10.30 time efter NYCtid.
Vi blev i lufthaven hentet af en fin chauffør med hat og det hele og så startede rejsen og kontrasternes land er fundet!
Turen fra lufthaven og til hotellet tog en time, - vi røg ikke ind i det vilde trafik mylder, ellers ville det have taget 2 timer- men en time hvor fattigdoms begræbet blev sat på spidsen. Her sad vi i en kæmpe bil med tonede ruder og kunne følge med i realiternes liv. Begræbet slum, bliver først et begræb af betydning når man oplever hvordan millioner af folk lever her. Og indtrygene printer sig fast på sine nethinder.
Indlogeret på Mumbais dyreste hotel sammen med alle de andre spidser fra Pers arbejde, giver en mulighed for at have en oase til at fordøje i. Ikke at det nødvendigvis skal være en oase på det dyreste hotel, men det er vores virkelighed lige nu. Det er som to paradokser der mødes. Når vi er på hotellet kunne det være alle steder i verdenen, servicen er det samme, maden er næsten det samme, lagnerne lugter af det samme vaskemiddel osv. osv. Men når du bevæger dig uden for hotellets store indhegninger møder en helt anden verden dig. En verden fyldt af farver, lugte, lyde. Alle ens sanser bliver brugt på højtryk! En verden der minder en om hvor vigtigt det er at være taknemmelig for det man har.
Indien har alt det gode og alt det som man vil betegne som bagsiden af medaljen.
Mumbai som by er i meget stor udvikling, så stor en udvikling at det er meget svært at kunne følge med og det giver på mange områder nogle vestlige problemer som jeg ville have ønsket dem foruden. Områder i Mumbai har dyrere real estate ind på Manhatten - og det siger bestemt ikke så lidt! Folk valfarter hertil hvilket resulterer i at byen bliver overbelastet og derfor er nød til at sætte priserne urimelig højt. Mumbai er ikke som sådan en turistby, folk kommer forbi på vejen til Goa eller andre steder. Den er som alle andre storbyer og jeg ville ønske vi havde tid til at rejse ud og se det rigtige Indien. "I would love to go back" siger jeg hele tiden når folk spørger om hvad jeg syntes om det. Og jeg mener af hele mit hjerte at jeg/vi er meget tændt på at smage mere af Indiens mangfoldige kryderede og indspirende sammensætning. Måske kan man tale om indoktrinering når man snakker om mit forhold til Asien. Jeg er opvokset i et hjem hvor den asiatiske kultur på alle måder har været i min hverdag. Mine forældre gjorde en dyd ud af at introdukserer os for den verden der ligger uden for sovs og kartofler og jeg har fået mere indisk gryderet end jeg har fået flæskesteg. Men når det så er sagt, har mine forældre aldrig været i tvivl om at de havde født en prinsesse med utrolig mange nykker så det var med en vis skepsis at mine forældre sendte mig afsted hertil. Ikke fordi de troede jeg ikke kunne klare det, men fordi Indien på mange måder er et knald eller fald land hvor man enten elsker det, eller ikke kan li det. Som de fleste ved har mine forældre rejst utallige gange her i Indien og elsker virkelig at komme her. For dem var det vigtigt at jeg fik en go oplevelse. Mor og far i prøvede at klæde os på med fortællinger og opfordringer, men INTET slår virkeligheden. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig virkeligheden som den er. Men ikke negativt ment, overhovedet! Jeg er draget og fascineret... Og hvem havde troet at prinsessen kunne se bort fra de rotter der løber på gaderne, de forfærtelig skæbner der bor på gaden, lugten af lort blandet med den mest fantastiske duft af indisk mad, bilerne der dytter uafbrudt, smoken der ligger sig som et tæppe over byen og gør at jeg ikke kan få særlig meget sol på min bleg fede europæiske krop. Ja hvem havde troet at vi faktisk sidder her i dag og planlægger den næste tur før den første er sluttet! Mor og far klap jer selv på skulderen og vid at jeg er jer evig taknemmelige for den "asiatiske indoktrinering" i har givet mig.
Vi har brugt de første dage på at opleve lidt af det Mumbai har at byde. Vi var på en guidet tur som Pers seminar havde planlagt. Det var en super spændende tur som stadfæstede lysten til at opleve mere. Tror ikke Mumbai som sådan er en by vi vil komme tilbage til, det er en mellemstations by som leder folk videre. For folk som har set Slumdog millionaire vil kunne få et indtryk af byen og for folk som ikke har set den - EN KÆMPE anbefaling er hermed sendt afsted, den er fantastisk. Og jeg glæder mig til at komme hjem og se den igen når vi nu har været her.
Per skal arbejde torsdag ud, og så her vi fredag, lørdag, søndag og det meste af mandag til at opleve mere i. Vi skal på div. markeder og ellers suge til os inden vi igen sætter vores malige røv i flysædet for at sidde der i 15 timer til vi ankommer til NYC og vores fine New Yorker lejlighed og et liv uden synderlige bekymringer... Alt er blevet sat i perspektiv efter denne tur...
Det sidste ord i denne livs beretning må være en opfordring til alle om at være taknemmelige over det vi har. og som Mahatma Ganghi så fantastisk udtrykker sig "Du skal selv være den forandring du ønsker i verden"
Kys og kærlighed herfra Mumbai til jer alle!
Et gademarked vi kom forbi.
Et fint transportmiddel :-)
Selv en taxichauffør kan blive træt, så er det godt man kan ta sig en lur :-)
Selveste Mahatma Gandhi.
Det var vidst aldrig sluppet igennem arbejdestilsynet i DK.
En lille bod der sælger sukkerrørs saft.
Er lidt i tvivl om jeg skal til højre eller venstre, hvad siger i?
Stakkels telefon mand, skal finde ud af hvilken en af linierne der ikke virker....
Syntes det er så sigende et billede af Indien, Hotel Causeway - Stay in luxsus and comfort- ?
Her må ikke køre hestevogne..??
Gateway of India - Oprindeligt lavet af Papmache som en port der skulle tage imod den engelske dronning - Man valgte dog at lave den rigtig bagefter.
Per er her blevet velsignet og det røde armbånd er for held og lykke.
Muslimsk pige skole på udflugt ved Gateway of India.
Stemningsbillede.
Stemningsbillede.
Der er langt til de kan kalde sig et I-land
Små boder med mad... Det dufter fantastisk!
Streetfood - dufter fantastisk!
2 kvinder sidder og sælger deres afgrøder.
Stemningsbillede.
Nogen der vil have en professionel make over? ;-)
Stemningbillede.
2 små drenge på vej i skole, i et mere velhavende kvarter.
Farvestrålende tempel.
Indisk streetart.
Smukt tempel.
Den lokale blomsterhandler.
Banganga Tank - En hellig plads hvor der ligger en masse templer omkring.
Banganga Tank.
Religiøst morgenmøde ved Banganga Tank.
Banganga Tank.
Et alter for guden Shiva.
En guru der er hængt op på en væg, af den simple årsag at så pisser folk ikke op ad muren når der hænger en gude figur. Måske vi skulle prøve det hjemme?
Kontrastens verden - Højhuse vs. virkeligheds reliteter
Vasketøjet bliver ordnet.
2 ænder har fundet et dejlig plads i det lille tempel.
Verdens største vaskeri - hotellet og hospitaler og private får vasket tøj her.
Vasketøj så langt øjet rækker.
Hver har sin egen lille bås hvor der vaskes på livet løs.
Jeg elsker dette billede - og ville give hende alverden for hendes tanker!
Stemningsbillede.
Brevskriver - har får folk skrevet deres breve, og hver især har de speciealiseret sig i kærestebreve, formelle breve osv osv.
En hellig ko midt på gaden ...
Ligger lige nu på vores meget fornemme hotel værelse med udkig til Mumbais bugt. Ja i hørte rigtigt.. Vi er lige nu i Mumbai.
Efter nogle MEGET nervepirende dage sidst på sidste uge hvor vi INTET havde hørt fra ambassaden om mit visa og derfor ikke vidste om jeg kunne komme med til Indien, kunne vi fredag aften kl 18.30 ånde lettet op, da stod jeg med mit pas og et fint visa i hånden. Det kræver måske lidt forhistorie at forklare det nervepirende ved det. Sagen er at vi skulle have rejst fredag d. 28 om aftenen, så ville vi have haft weekenden til at kigge os omkring inden Per i dag tirsdag skulle starte arbejde. Men hele sidste uge hørte vi ikke noget om mit visa og vi turde derfor ikke at booke billetterne endeligt. Vi blev ved med at ringe til ambassaden som nogen gange gad at svare og andre gange bare lagde på.
Per havde endeligt torsdag sidst på eftermiddagen fået fat på den indiske vise consul som lovede at mit pas ville være klar om fredagen. Så torsdag blev billetterne bestilt!
Med afgang lørdag eftermiddag istedet for fredag da vi ikke ture løbe chancen at visaet ikke var klar. Og thank God for that! Fredag eftermiddag stod jeg troligt klar på visa kontoret og kunne der få beskeden om at de ikke havde mit visa og at de ikke vidste hvornår og om det overhovedet kom.......! Det eneste vi kunne gøre var at vente og vente og vente og vente......
Og hele tiden blev de ved med at sige at kl 17.50 kom den sidste sending pas fra ambassaden og at mit måske var i mellem.
Kl 18.00 stod vi 6 mennesker som alle skulle afsted i løbet af weekenden og havde ikke fået vores visa og jeg må ærligt tilstå at min underlæbe begyndte at bævre da de fortalte at den sidste sending var kommet og der kun var 3 pas med. Og de 3 pas var selvfølgelig ikke mit! Per og jeg kiggede bare på hinanden og så scenariet - Stå fredag aften kl 18.30 på visakontoret - Har ikke fået sit visa - Skal flyve til Mumbai næste dag - Alle er gået hjem så hverken flyveplan eller noget kan laves om - Og hvis jeg ikke kan komme med til Mumbai skal jeg se frem til 7 dage alene hjemme.
FUCKING FUCK!
Jeg fik suget den bævrende undermund op og tog mig sammen til - dog stadig med en blanding af hysterisk og bævrende stemme - at sige til manden i skranken: "Excuse me sir! You have to understand that I am extremely stressed out, because I will be flying out to Mumbai tomorrow and I still do not have my visa - WHAT TO DO?" Frit oversat: NU ER DU FUCKING NØD TIL AT FINDE UD AF HVAD JEG GØR SÅ JEG KAN KOMME MED TIL MUMBAI I MORGEN!
Manden ser på mig og siger: "Please hold on for a minute madam, I´ll go see if there is any more visas in the box."
Manden kommer tilbage 5 min efter - som virkede om et år - med mit visa i hånden!
Så hey - en fredag aften som startede i kaos kan altså godt ende godt ;-)
Nå hvor om alting er og for at gøre en lang historie kort, vi ankom til Mumbai søndag eftermiddag Mumbai tid.
4.30 time efter DKtid og 10.30 time efter NYCtid.
Vi blev i lufthaven hentet af en fin chauffør med hat og det hele og så startede rejsen og kontrasternes land er fundet!
Turen fra lufthaven og til hotellet tog en time, - vi røg ikke ind i det vilde trafik mylder, ellers ville det have taget 2 timer- men en time hvor fattigdoms begræbet blev sat på spidsen. Her sad vi i en kæmpe bil med tonede ruder og kunne følge med i realiternes liv. Begræbet slum, bliver først et begræb af betydning når man oplever hvordan millioner af folk lever her. Og indtrygene printer sig fast på sine nethinder.
Indlogeret på Mumbais dyreste hotel sammen med alle de andre spidser fra Pers arbejde, giver en mulighed for at have en oase til at fordøje i. Ikke at det nødvendigvis skal være en oase på det dyreste hotel, men det er vores virkelighed lige nu. Det er som to paradokser der mødes. Når vi er på hotellet kunne det være alle steder i verdenen, servicen er det samme, maden er næsten det samme, lagnerne lugter af det samme vaskemiddel osv. osv. Men når du bevæger dig uden for hotellets store indhegninger møder en helt anden verden dig. En verden fyldt af farver, lugte, lyde. Alle ens sanser bliver brugt på højtryk! En verden der minder en om hvor vigtigt det er at være taknemmelig for det man har.
Indien har alt det gode og alt det som man vil betegne som bagsiden af medaljen.
Mumbai som by er i meget stor udvikling, så stor en udvikling at det er meget svært at kunne følge med og det giver på mange områder nogle vestlige problemer som jeg ville have ønsket dem foruden. Områder i Mumbai har dyrere real estate ind på Manhatten - og det siger bestemt ikke så lidt! Folk valfarter hertil hvilket resulterer i at byen bliver overbelastet og derfor er nød til at sætte priserne urimelig højt. Mumbai er ikke som sådan en turistby, folk kommer forbi på vejen til Goa eller andre steder. Den er som alle andre storbyer og jeg ville ønske vi havde tid til at rejse ud og se det rigtige Indien. "I would love to go back" siger jeg hele tiden når folk spørger om hvad jeg syntes om det. Og jeg mener af hele mit hjerte at jeg/vi er meget tændt på at smage mere af Indiens mangfoldige kryderede og indspirende sammensætning. Måske kan man tale om indoktrinering når man snakker om mit forhold til Asien. Jeg er opvokset i et hjem hvor den asiatiske kultur på alle måder har været i min hverdag. Mine forældre gjorde en dyd ud af at introdukserer os for den verden der ligger uden for sovs og kartofler og jeg har fået mere indisk gryderet end jeg har fået flæskesteg. Men når det så er sagt, har mine forældre aldrig været i tvivl om at de havde født en prinsesse med utrolig mange nykker så det var med en vis skepsis at mine forældre sendte mig afsted hertil. Ikke fordi de troede jeg ikke kunne klare det, men fordi Indien på mange måder er et knald eller fald land hvor man enten elsker det, eller ikke kan li det. Som de fleste ved har mine forældre rejst utallige gange her i Indien og elsker virkelig at komme her. For dem var det vigtigt at jeg fik en go oplevelse. Mor og far i prøvede at klæde os på med fortællinger og opfordringer, men INTET slår virkeligheden. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig virkeligheden som den er. Men ikke negativt ment, overhovedet! Jeg er draget og fascineret... Og hvem havde troet at prinsessen kunne se bort fra de rotter der løber på gaderne, de forfærtelig skæbner der bor på gaden, lugten af lort blandet med den mest fantastiske duft af indisk mad, bilerne der dytter uafbrudt, smoken der ligger sig som et tæppe over byen og gør at jeg ikke kan få særlig meget sol på min bleg fede europæiske krop. Ja hvem havde troet at vi faktisk sidder her i dag og planlægger den næste tur før den første er sluttet! Mor og far klap jer selv på skulderen og vid at jeg er jer evig taknemmelige for den "asiatiske indoktrinering" i har givet mig.
Vi har brugt de første dage på at opleve lidt af det Mumbai har at byde. Vi var på en guidet tur som Pers seminar havde planlagt. Det var en super spændende tur som stadfæstede lysten til at opleve mere. Tror ikke Mumbai som sådan er en by vi vil komme tilbage til, det er en mellemstations by som leder folk videre. For folk som har set Slumdog millionaire vil kunne få et indtryk af byen og for folk som ikke har set den - EN KÆMPE anbefaling er hermed sendt afsted, den er fantastisk. Og jeg glæder mig til at komme hjem og se den igen når vi nu har været her.
Per skal arbejde torsdag ud, og så her vi fredag, lørdag, søndag og det meste af mandag til at opleve mere i. Vi skal på div. markeder og ellers suge til os inden vi igen sætter vores malige røv i flysædet for at sidde der i 15 timer til vi ankommer til NYC og vores fine New Yorker lejlighed og et liv uden synderlige bekymringer... Alt er blevet sat i perspektiv efter denne tur...
Det sidste ord i denne livs beretning må være en opfordring til alle om at være taknemmelige over det vi har. og som Mahatma Ganghi så fantastisk udtrykker sig "Du skal selv være den forandring du ønsker i verden"
Kys og kærlighed herfra Mumbai til jer alle!
